T.S.Eliots 'Fire kvartetter' hører til det mest uforglemmelige, der er skrevet på engelsk i hele det tyvende århundrede. De fire 'femsatsede' digte, der udkom seperat fra 1936 til 1942 med hver sit stednavn som titel, og som først derefter blev samlet til én bog, er et højdepunkt i Eliots forfinede og tankedybe brug af sproget.

De er samtidig en slags tilkendegivelse af to rejser, som Eliot foretog sideløbende: den ene er den amerikansk fødte digters tilbagevenden til det England, hans forfædre udvandrede fra - Eliot blev britisk statsborger og talte med så god en Oxford-accent som nogen engelsk Shakespeare-skuespiller - den anden er den søgende sjæls rejse fra krise til kristendom. Kvartetterne var den måske væsentligste årsag til Eliots Nobelpris i 1948, og de er almindeligt anerkendt anerkendt som stor poesi, selv om de blev læst og udbredt netop i den efterkrigstid, der mente at poesi og religion ikke burde have noget med hinanden at gøre.

Deres fascinationskraft har fristet flere danske oversættere. Den første var Kai Friis Møller, som udgav sin danske version af dem i 1955, den næste var Bo Green Jensen, der inkluderede dem i et helt bind Eliot-gendigtninger i 1984. Og nu er en tredie tolkning udkommet, fjernt fra det litterære parnas i København. Den nu pensionerede ingeniør Torkil Brøndum i Thisted begyndte på 'sine' kvartetter for mere end fyrre år siden og har for nylig udgivet dem på eget forlag - i suveræn foragt for bogmesser, julehandel og andre markedsmæssige incitamenter lagde han endda udgivelsesdatoen på sin egen 67 års fødselsdag, den 25. december 2003. Dermed har han gjort, hvad han kunne for ikke at blive anmeldt, men i dette tilfælde er der grund til at trodse de redaktionelle sædvaner.

Ikke fordi Brøndums oversættelse er kontant 'bedre' end forgængernes, men fordi den bygger på en anden oversætterstrategi og gør det meget overbevisende. Brøndum siger selv, at Friis Møllers oversættelse er "lidt for altmodisch" for ham, og at Green Jensens fremstår "noget kryptisk med mange underlige og udanske ord".

Dermed er retningen for hans egen bestræbelse markeret: en nærmest beskeden, så vidt mulig klar og nøgtern gengivelse af Eliots ord. Strategien rummer en fare for at tippe fra det mangetydige over i det banale, men Brøndum undgår næsten altid faren, og hans enkle ordvalg, parret med fin rytmesans, understreger den tone af næsten besværgende inderlighed, der - også - ligger i originalerne. Den samme læservenlige holdning har fået Brøndum til at gengive værkets indledende Heraklit-mottoer på dansk, mens begge forgængerne lader dem stå på oldgræsk, som hos Eliot, uden forklaring.

Hvordan er så de konkrete forskelle på Brøndums gendigtning og de andre? Det kan antydes med nogle punktnedslag. Et grundtema, som anslås med det samme i den første af kvartetterne, 'Burnt Norton', drejer sig om enheden mellem fortid, nutid og fremtid:

"Time present and time past / Are both perhaps present in time future / And time future contained in time past".

Friis Møller valgte "nærværende tid", "svunden tid" og "kommende tid" som sine byggesten; Green Jensen skrev "tid som er", "tid som var" og "tid som kommer". Brøndum vælger "tiden nu", "tiden før" og "tiden herefter" - og får den gevinst ud af det, at det senere er nok at skrive "nu", "før" og "herefter" for at slå temaet an igen, kortere, rytmisk enklere og mindst lige så prægnant.

Rytmen står stærkt hos Brøndum. Rimene har han det sværere med. Der kan hans enkelthedsbestæbelse være en klods om benet. Men nogle steder afstår han klogeligt fra at rime (ligesom Friis Møller!), f.eks i den raffinerede 'andensats' i 'The Dry Salvages' eller i den frygtindgydende vanskelige 'fjerdesats' i den sidste kvartet, 'Little Gidding'. Kun Green Jensen gendigter alle rim med rim og fjerner sig undertiden temmelig langt fra originalen i forsøget, hans oversættelses øvrige kvaliteter ufortalt.